Hjem Centralforeningen for stampersonel

Så skal der fyldes sække

Beredskabsstyrelsen har rygende travlt med blandt andet at fylde sandsække i det østsjællandske

Onsdag 04/01 2017 - Beredskabet | Af Helle Kolding

I øjeblikket arbejdes der på højtryk landet over, for at modstå den forventede stormflod ved især de sydlige danske kyster.

Beredskabsstyrelsen er således gået i det højeste beredskab, og mandskab fra de fleste centre er sendt på arbejde. Især er det Østersøen, Lillebælt, Storebælt og det sydfynske øhav, der varsles forhøjet vandstand for.

Beredskabsstyrelsen er indsat mange steder, således også fra centret i Næstved, der yderligere har fået hjælp fra de jyske centre til at løse opgaver på Sjælland.

I Hvidovre er foreløbig fem værnepligtige og en beredskabsassistent i fuld gang med at fylde sandsække, der skal være med til at forhindre vandmasserne i at skylle ind over det tæt beboede område ud til sundet, og i Dragør er foreløbig 18 mand sat ind. Alle samarbejder de med de lokale beredskabsmyndigheder, eksempelvis Københavns Beredskab og politiet samt de enkelte berørte kommuner.

- Vi skulle egentlig have samlet de mobile inddæmninger vi brugte i Jyllinge for nyligt sammen, men nu er de rekvireret til brug her og i Dragør i stedet, fortæller beredskabsassistent P.

Han forventer, at han og hans fem værnepligtige kolleger skal blive i Hvidovre natten over, for at være med til at begrænse skaderne fra de stigende vande.

Foreløbig skal der fyldes sandsække. De vejer cirka tyve kilo stykket, og der er cirka 6.000 der skal fyldes i første omgang. Herefter vil man så også formode, at nogle af de mobile inddæmninger er kommet til.

- Jo, vi får travlt, nikker P.

Han kan yderligere fortælle, at de blandt andet har fået hjælp fra kolleger i Thisted, så alt disponibelt mandskab er til rådighed.