Hjem Centralforeningen for stampersonel

Overdragelsesceremoni af Piranha 5 og Eagle 5

Onsdag 27/03 2019 - Materiel | Jane Munk

De første Piranha 5 og Eagle 5 er nu blevet overleveret fra Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse til Forsvaret og Hæren.

Med sine 30 tons og 580 hestekræfter var den nye Piranha 5 svær at overse, da den i selskab med  Eagle 5 kom drønende gennem terrænet ved Antvortskov Kaserne. Her var der onsdag formiddag var overdragelsesceremoni, hvor de to nye køretøjer blev præsenteret og herefter overdraget til hæren foran et bredt udsnit af presse og politikere.  

Piranha 5 kommer i seks forskellige varianter, og det nye køretøj.har været længe undervejs. Valget af Piranha 5 faldt tilbage i 2015, men først nu er de første pansrede mandskabsvogne klar til at køre ud. Der er indkøbt 309 Piranha 5, som efter planen skal leveres i perioden 2019-2023. 

- Når det handler om tungt isenkram, går der ofte flere år fra beslutningen bliver taget, til at soldaterne sidder bag rattet. Men de er på ingen måde blevet overflødige i mellemtiden – tværtimod. De kommer til at spille en vigtig rolle med at støtte den deployerbare brigade, som vi opretter i indeværende forligsperiode, lød det fra Forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen i sin åbningstale.

-Vores soldater har brug for moderne materiel, der lever op til kravene på fremtidens kampplads – og det gør Piranha 5 og Eagle 5. Med de her køretøjer er jeg tryg ved, at vi også kan stille op, når der er brug for os fremover, sagde han.

Eagle 5 patruljekøretøjerne er en opgraderet og opdateret udgave af version 4, den er blandt andet bedre pansret end sin forgænger. Der er allerede leveret 36 Eagle 5 køretøjer, og på sigt skal alle Eagle 4 erstattes af Eagle 5.

Se billeder og video af de nye køretøjer her: